FORVENTNINGER
Godt eller skidt
Forventninger
I livet støder vi hyppigt på forventninger. Enten vores egne eller andres. Men hvordan er det lige med forventninger. Er de gode eller dårlige?
Dette kan der være delte meninger om. Nogle siger, at et forventningsfrit liv er optimalt, for så er der ikke noget at blive skuffet over. Dermed ikke sagt, at der så ikke er noget, vi kan glædes over.
Nogle mener, at vi godt kan glæde os uden at have forventninger. Glæde os over, at vi skal se familien til fødselsdag, spise middag med en god ven/veninde, starte nyt job osv. Andre mener, at det er forventningerne, der er med til at give livet mening – lidt krydderi på tilværelsen.
At et liv uden forventninger er et liv uden retning.
Forventningens funktion
Så lad os kigge lidt nærmere på forventningernes funktion.
Hvordan kan de reelt spænde ben for os og blive uhensigtsmæssige?
Jeg sidder ofte med par, der sidder med en række forventninger til hinanden. Nogle af dem er udtalte andre lever i det uudtalte og skjulte.
De skjulte og ikke italesatte forventninger skaber ofte forhindringer og indre fortæller samt overbevisninger.
Manden kan tro, at hans hustru ikke elsker ham, hvis hun f.eks. vælger at sidde ude i køkkenet og lægge puslespil end at sidde inde ved ham og se fjernsyn. Her starter der så en fantasi i manden, som han hurtigt kan fylde mere på.
Næste ”påfyldning” kan være, at hans hustru falder i søvn før ham eller glemmer at sige godnat. Og sådan kan det fortsætte.
I virkeligheden…
Virkeligheden er måske blot, at der er bedre lys ude i køkkenet, så derfor lægger hun puslespil derude. Måske er hun rent faktisk slet ikke klar over, at han gerne ville sidde sammen med hende og hygge.
Det samme gælder natsituationen. Havde han i stedet valgt at fortælle hende, at han gerne ville være sammen med hende. At han godt kunne tænke sig, at hun sagde godnat til ham, inden hun lagde sig til at sove, så havde situationen måske set helt anderledes ud. Og så havde hans fantasi ikke fået ham ud et sted, der måske slet ikke afspejler virkeligheden.
Når der bliver ”lagt” forventninger ned over os, så kan mange af os føle det som et pres. Som noget, der ikke umiddelbart omfatter frivillighed. Vi kan også meget nemt blive ramt af en forkerthedsfølelse. Tanker som: ”Er jeg helt galt på den” eller ”Burde jeg vide det?” kan nemt dukke op.
Vi kan også blive ramt af en trang til at forsvare os, fordi vi føler, at vi bliver beskyldt for noget, vi ikke helt kan genkende. Vi kan føle, at vi bliver gjort forkerte. ”Jeg forventer, at du fortæller mig, hvordan du har det”, er ofte noget, jeg hører
imellem de par, jeg sidder med.
Den ene kan sidde og være nok så frustreret over ikke at kunne fornemme og mærke den anden og deraf forventningen.
Forventninger kan også komme til udtryk mellem barn og forælder. Far eller mor, der forventer, at deres søn eller datter opfører sig på en bestemt måde, får en uddannelse, bliver gift, får børn osv.
Forventninger på en anden måde
Men hvordan ville det være, hvis vi udskiftede forventningerne med udtalte ønsker og spørgsmål.
At vi begyndte at dele, hvad der sker inden i os, så andre nemmere kan forholde sig til dette?
Jeg tænker, at det er vejen frem – åbn munden, lær at kommunikere ansvarsfuldt, omsorgsfuldt og hensigtsmæssigt.
Dette kan læres, og du og I kan få hjælp til det, så jeres samliv bliver lettere og mere gennemsigtigt.
Jeg kan hjælpe dig og jer.
Se også min side parterapi og min facebookside.
Kærlig hilsen Mette