MÆND GRÆDER OGSÅ

Mænd, der græder, er tabu

Igennem tider har det ligget i vores kultur, at drenge og mænd ikke græder.

Ofte har sårbarhed været forbundet med et svaghedstegn og dermed noget negativt.

Dog er det skadeligt for samfundet, mænd og dem, de holder af, at mænd ikke lærer at vise følelser og få lov til at de græder.

I sportens verden er det mere og mere almindeligt at se mænd græde, når de yder en flot præstation. Her roses de for at vise deres sårbarhed og følelser.

En anden snak er dog, når vi træder ind i diverse omklædningsrum, hvor stereotypen fortsat hersker til en vis grad.

Her levnes der ikke den store plads til de svære følelser, og fokus er fortsat på præstationer lige fra scoring af kvinder, hvem der kan drikke mest osv.

Her måles maskuliniteten på de ”gamle” kriterier – præstation og udholdenhed.

Rigtige mænd græder ikke

Dette udsagn kender de fleste nok til – eller til det engelske Big boys don’t cry.

Det er naturligvis ikke sandt.

Mænd har brug for at græde, og det gør de også.
Som oftest sker det i enerum, hvor de er sikre på ikke at blive opdaget.
Ofte sker der dog også det, at mænd undertrykker det.
Gemmer det væk et sted, hvor der næsten ikke er adgang.
De strammer sig op – eller for igen at bruge en forkvaklet stereotyp: De mander sig op.

Gældende for begge situationer er, at de aldrig får sat ord på deres følelser sammen med andre.

Dette kan føles meget ensomt samt overvældende.

At lukke sine følelser inde eller kun komme ud med dem i enerum er både usundt og unaturligt.
Mænd går glip af muligheden for at drøfte deres inderste for derved at opdage, at der er andre, der har det lige sådan.
Følelserne forsvinder jo ikke.
De ligger i stedet og lurer og hober sig op for til sidst måske at bryde ud i lys lue og ende i en eksplosion.

Mænd ligger højt statistisk set i forhold til selvmord, hjemløshed, depression og udøvere af vold – fysisk og psykisk.

Dette kan meget vel hænge sammen med, at de ikke har lært at bearbejde deres følelser på en sund måde i gode, trygge fællesskaber.

Hvorfor er det sådan?

Meget tidligt har drenge lært af deres forældre, andre voksne, medierne m.m., at de ikke skal græde.

De har måske hørt sætninger som: Er du en tøs?
De har måske i starten fået trøst i at par minutter, hvis de er faldet og har slået sig, men ret hurtigt er det op på hesten igen.
Hvis de er blevet drillet, så har de lært at klare det fysisk med en ”frisk slåskamp” – ikke med tårer og en snak om følelser.

I takt med at de er blevet ældre, øges fokus på dette yderligere.

Følelser bliver mere og mere koblet til det feminine og dermed uønskede.
Som teenager har de ligefrem kunnet risikere at blive kaldt bøsse, hvis de viste følelser og hurtigt miste agtelse både blandt andre mænd, men også blandt kvinder.