MANCHILD

Som psykoterapeut møder jeg sommertider klienter, der kæmper med relationer påvirket af det, der populært kaldes manchild-syndromet.

Manchild kan oversættes med mandebarn, som også bruges i almindelighed. Dette begreb refererer til voksne mænd, der udviser en påfaldende mangel på modenhed og ansvarlighed i deres adfærd og livsstil. I dette blogindlæg vil jeg kigge lidt nærmere på dette fænomen, årsagerne dertil samt det konsekvenser det kan have.

Hvad er et manchild?

Begrebet manchild beskriver typisk en voksen mand, der udviser adfærdsmønstre og holdninger, der normalt forbindes med børn, teenagere eller unge voksne. Nogle karakteristiske træk kan inkludere:

• Mangel på ansvarlighed i arbejde eller personlige forpligtelser.
• Overdreven fokus på fritidsaktiviteter såsom gå i byen, drukvenner, videospil eller sport.
• Uvilje mod at påtage sig voksenroller i forhold eller familieliv.
• Økonomisk afhængighed af forældre eller partner.
• Emotionel umodenhed i konflikthåndtering og kommunikation.
• Undgåelse af langsigtet planlægning og målsætning.

Det er vigtigt at bemærke, at disse træk ikke nødvendigvis definerer en person fuldstændigt, og at graden af manchild-adfærd kan variere betydeligt.

Mulige årsager til manchild

Fra et psykologisk perspektiv er der flere faktorer, der kan bidrage til udviklingen af manchild-adfærd:

Overbeskyttende opdragelse. Forældre, der konstant løser deres børns problemer, kan hæmme udviklingen af selvstændighed og ansvarlighed.
Samfundsmæssige forventninger. Traditionelle maskuline roller er under forandring, hvilket kan skabe forvirring og usikkerhed hos nogle mænd.
Økonomiske udfordringer. Vanskeligheder ved at etablere en stabil karriere kan forlænge en ungdommelig livsstil.
Teknologisk afhængighed. Overdreven brug af sociale medier og videospil kan erstatte udviklingen af sociale færdigheder i den virkelige verden.
Frygt for forpligtelse. Angst for at påtage sig voksenansvar kan stamme fra tidligere traumer eller usikre tilknytningsmønstre.
Manglende rollemodeller. Fraværet af positive mandlige rollemodeller kan gøre det svært at navigere i voksenlivet.

Konsekvenser af manchild-adfærd

Manchild-syndromet kan have betydelige konsekvenser for både individet og dennes relationer:

• Professionelle udfordringer: Manglende ansvarlighed kan hæmme karriereudvikling og jobstabilitet.
• Relationelle problemer: Som partner kan man føle sig frustrerede over at skulle påtage sig en forældrerolle i forholdet. Dette kan gå hårdt ud over parforholdet i længden; især hvis der kommer børn i forholdet. Dette kan også påvirket parrets sexliv, da den ”voksne” i forholdet kan trække sig og miste sexlysten grundet “mandebarnets” manglende ansvar.
• Lav selvværd: Trods en ydre facade af sorgløshed kan “mandebarnet” ofte kæmpe med følelser af utilstrækkelighed. Dette kommer ofte til udtryk i form af manglende ansvar og en overfladisk tilgang til de mere alvorlige ting i livet.
• Social isolation: Efterhånden som jævnaldrende modnes, kan “mandebarnet” finde det sværere at relatere til deres omgangskreds. Dette kan føre til isolation, tilbagetrukkenhed og ensomhed, selvom han/hun omgiver sig med andre mennesker.
• Økonomisk ustabilitet: Manglende langsigtet planlægning kan føre til finansielle vanskeligheder. I sidste ende kan det ende i ruin og en dyb afhængighed af andre mennesker – måske hans forældre eller partner.
• Mentale sundhedsproblemer: Kronisk umodenhed kan være forbundet med depression, angst og lavt selvværd. Dette fører nemt til ensomhed.

Adressering af manchild-syndromet i terapi

I det terapeutiske rum er det vigtigt, at denne adfærd tilgås med empati og forståelse, samtidig med at der arbejdes på nye indsigter, nye tilgange og redskaber. Det er vigtigt, at vi sammen udforsker de bagvedliggende årsager. Hvilket vil sige, at vi kigger på barndom, familiedynamikker og tidligere erfaringer, der kan have bidraget til denne umodenhed.

Det er også vigtigt at fremme klientens selvrefleksion. Dette for at kunne identificere mønstre i hans adfærd og konsekvenserne af disse.

Derudover arbejder vi med begreber såsom frygt og modstand samt den underliggende angst for voksenansvar og forpligtelser.

Når vi har arbejdet med dette går vi videre med, hvad der kan ændres og sættes i stedet. Her følger en række punkter, som vi vil fokusere på:

Udvikle emotionel intelligens. Klienten trænes i at genkende og håndtere følelser på en moden måde.
Vi sætter realistiske mål. Det vil sige, klienten hjælpes med at formulere og arbejde mod opnåelige voksenmål.
Kommunikationsfærdigheder styrkes. Klienten lærer at kommunikere mere effektivt i personlige og professionelle relationer.
Tilskyndelse til, at klienten tager ansvar. Klienten støttes i gradvist at påtage sig mere ansvar i dennes liv.