PTSD

Posttraumatisk stressforstyrrelse

 

 

PTSD

Traumatiserede kvinder har dobbelt så stor risiko for at udvikle kompleks PTSD end mænd. Det skyldes blandt andet, at kvinder ofte er udsat for større interpersonelle traumer end mænd. Ofte i en yngre alder, som kan have en øget negativ indvirkning på deres liv. Mere end halvdelen af alle kvinder udsættes også for mindst én traumatisk hændelse i deres liv, ifølge det amerikanske National Center for PTSD.

Disse traumatiske oplevelser forbindes med en række negative konsekvenser for deres psykiske helbred, inklusive kompleks PTSD. Forskning offentliggjort i European Journal of Psychotraumatology i 2017 viser, at kvinder bliver ramt 2-3 gange oftere af PTSD end mænd. PTSD’s livstidsprævalence for kvinder er 10-12 % sammenlignet med 5-6 % for mænd. Denne forskel skyldes delvist, at kvinder og mænd oplever forskellige former for traumer og på forskellige tidspunkter i deres liv ifølge denne undersøgelse.

Kvinder er mere udsatte

Kvinder udsættes for eksempel langt hyppigere for interpersonelle og voldsomme traumer såsom seksuelle overgreb end mænd og i en yngre alder. Undersøgelser viser, at seksuelle overgreb udgør en af de største risici for PTSD. Derudover har traumer tidligt i livet ofte en større indvirkning. Især når det involverer flere traumatiske hændelser.

Traumatisk stress påvirker forskellige områder i hjernen på drenge og piger i forskellige aldre, og det kan forstyrre deres neurobiologiske udvikling og personlighed. Kronisk angst, for eksempel, som en reaktion på en reel eller forudset trussel, kan føre til gentagen aktivering af det fysiologiske stressresponssystem, hypotalamisk-hypofyse-binyre akse, hvilket ændrer reguleringen af glukokortikoider såsom kortisol.

Hvilken form for traumer oplever kvinder typisk?

Globalt set skønner WHO, at en ud af tre kvinder oplever fysisk eller seksuel vold i løbet af sit liv, som regel forårsaget af sin partner. En undersøgelse fra Syddansk Universitet vurderer, at så mange som 24.000 kvinder, bliver tvunget til sex eller forsøgt tvunget til sex hvert år. Kvinder har også større risiko end mænd for at blive misbrugt som børn.

Er PTSD blandt mænd og kvinder?

Undersøgelser (foretaget af det amerikanske sundhedssystem) viste større risiko for, at kvinder med PTSD:

  • Nemmere bliver skræmt.
  • Har sværere ved at mærke deres følelser eller føler sig følelseslammede.
  • Undgår ting, der minder dem om traumet.
  • Føler sig deprimerede og ængstelige.

Undersøgelsen viser også, at kvinder som regel har PTSD-symptomerne i længere tid end mænd (i gennemsnit 4 år sammenlignet med 1 år); inden diagnose og behandling. Selvom kvinder med PTSD er mindre tilbøjelige til at få problemer med alkohol eller narkotika end mænd, kan både mænd og kvinder udvikle fysiske helbredsmæssige problemer på grund af deres PTSD. De har også en øget tendens til forskellige former for misbrug, f.eks. alkohol eller piller.

Hvordan kan psykoterapi hjælpe dig?

Psykoterapi kan hjælpe dig med at få øje på, hvor du bliver trigget. Det kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du har det, som du har det. Du kan blive bevidst om, hvor du kan passe bedre på dig selv. I det hele taget få talt ud om alt det, der er svært og udfordrende. Du kan desuden få værktøjer til, hvordan du kan få det bedre. Der findes terapeuter, der har specialiseret sig i traumer, de har en uddannelse inden for dette emne. Det kaldes SE-terapeuter (somatic experiencing).

At arbejde sammen med denne type terapeut kan være utroligt givtigt og helende. Du finder en oversigt over denne type terapeuter her. Men bare det at gå i terapi, kan have en effektiv indvirkning.

Hvordan kommer jeg videre i livet med kompleks PTSD?

Helingsprocessen, når man lider af kompleks PTSD, ser forskellig ud fra person til person. Typisk vil det være vigtigt at:

Etablere sikkerhed og stabilitet.

Et vigtigt skridt i din helingsproces er at etablere sikkerhed. Du skal have et trygt fundament i dit liv, hvorfra du kan undersøge traumerne og opbygge strategier til at håndtere dem. Overvej om der er noget, der skal ændres i dit liv for at opnå sikkerhed – fx relationer der skal minimeres eller brydes.

PTSD - Mette Schmidt-Kallesøe

 

Få større indsigt.

Det kan være en lettelse at undersøge og få en større forståelse for dine traumereaktioner. At adskille dig selv fra de traumatiserende oplevelser. For oplevelserne er ikke dig, men noget der er blevet gjort mod dig. Der er ikke noget galt med dig, fordi du har traumereaktioner. Du har blot reageret på de traumatiske oplevelser, og gjort hvad der var muligt for at beskytte dig selv.

Sørge over det du har mistet.

Der vil være perioder, hvor der er brug for, at du sørger over det, der er sket, som ikke burde være sket. At du sørger over det, du har mistet eller aldrig har haft, fx en tryg barndom eller trygge relationer til dine nærmeste.

Aflære strategier og opbygge nye strategier.

Når du ikke længere befinder dig i en truende situation, behøver du ikke længere leve i overlevelses-mode. Det kan være svært at give slip på de strategier, som du har brugt for at overleve. Det kan dog være nødvendigt, for at du kan leve et mere frit liv. Et liv, hvor der er fokus på, hvad du gerne vil, og hvem du gerne vil være.

Lære at håndtere flashbacks.

Du har brug for at opøve strategier til at håndtere flashbacks, så du bliver mindet om, at de blot er flashbacks til fortiden. At det farlige ikke er en del af din situation nu og her. Flashbacks stopper altid igen, selvom de kan virke uendelige, når du oplever dem.

Opbygge tillid til andre.

Kompleks PTSD opstår tit i forbindelse med svigt fra andre mennesker, og derfor kan din tillid til andre mennesker og til verden i det hele taget være blevet ødelagt. Det kan være hjælpsomt at undersøge, hvorfor mistilliden er opstået, og derefter udfordre den, så der kan blive plads til at opbygge trygge, meningsfulde relationer til andre mennesker.

Lære at forstå og håndtere følelser konstruktivt.

Hvis du oplever, at dine følelser opsluger dig og overtager dit liv, kan det være hjælpsomt at bruge tid på at lære at forstå og regulere dine følelser på andre måder, end du er vant til.

 

Finder du ovenstående uoverskueligt og svært, så kan det være en rigtig god idé at opsøge en professionel, der kan hjælpe dig.

 

 

Se også min side om psykoterapi og min facebookside.

Kærlig hilsen Mette